Boost din kreativitet med disse 6 gode råd

Vi bliver allermest lykkelige, når vi selv skaber det liv der passer til os og ikke bare prøver at få os selv til at passe ind i en kasse, hvor vi dybest set ikke har lyst til at være. Men det kan være svært at holde fast i trangen til at træde sin egen sti, som ofte vil møde modstand fra både samfundet og familien.

Af Bodil Knutz

Designbutik Kolding er et lokalt forankret online magasin og webshop, der lader dig møde byen og design på en ny måde. Læs mere om Designbutik Kolding.
Donér til historierne med MobilePay.

bodil

Mit navn er Bodil Knutz, jeg uddannet designer, kunstterapeut, yoga- og meditationsinstruktør og jeg har de sidste 10 år arbejdet med kreativitetsprocesser, personlig udvikling og undervisning.

De sidste 6 år, har jeg som ekstern vejleder på Designskolen i Kolding haft samtaler med designskolestuderende og i 2014 startede jeg som underviser og mentor på Engelsholm højskole, med bla studiekredsen ”Den kreative personlighed”.

I denne fortælling deler jeg nogle af de erfaringer jeg har gjort mig de sidste mange år, og håber at min viden kan hjælpe dig at stå stærkere i dit eget liv og i et samfund, der ikke understøtter den kreative personligheds trang til at træde sin egen sti og gøre tingene på sin egen måde.

Undertrykt kreativitet er nemlig et problem i forhold til trivsel. Når vi er kreativt engagerede i verden oplever vi til gengæld stor tilfredshed og glæde – vi fremkalder vores potentiale.

Vi er alle født kreative

Kreativiteten tilhører ikke eksklusivt de professionelle kunstnere, musikere, forfattere og designere; Vi er alle født med evnen til at være kreative og det er vores fælles menneskelige arv.

Du behøver ikke lave voldsomt om på dit liv, sige dit job op eller flytte til Paris, for at kunne modtage den arv – alt hvad du skal gøre, er at gøre plads i dit liv til at undersøge og arbejde med dit kreative udtryk, til sansende nydelser, leg, tid til dig selv. Men mest af alt, er du nød til at lære hvordan du følger din nysgerrighed i højere grad end din angst.

Den største kreative blokering der findes, er nemlig angsten for at lave fejl, også kaldet perfektionisme. De fleste kender den i højere eller mindre grad.

Vi er vokset op i et fejlfindersystem

Hele vejen op igennem folkeskolen, lærer vi, at når vi begår fejl har vi gjort noget dårligt, ikke ydet godt nok, ikke forstået hvad det var vi skulle, med skyld og skam til følge.

Man afleverer en opgave, og får den tilbage med røde streger. Man bliver belønnet når man har forstået at afkode undervisningen og det resultat læreren ønsker.

Bedømmelsen sætter sig som en indre kritiker eller dommer, der konstant ser fejl og mangler overalt og sjældent kommer med konstruktive, brugbare kommentarer.

Fjern din blokeringer og boost din kreativitet

Det første skridt mod at fjerne blokeringer er, at blive bevidst om hvilke tanker det er vi har om os selv.

Hvis du står overfor en udfordring eller en opgave, tænker du så: ”Det der kan du godt glemme alt om, det er du slet ikke god nok til endnu og det ville være så pinligt, hvis du prøvede og det blev opdaget og du ville blive gjort totalt til grin”

Så er det på tide at vende den om til: ”Det går jo fantastisk det her, du er måske ikke den bedste til det du gør, men det er jo det her du vil, så du skal bare klø på, det hele skal nok gå”

6 gode råd

For at hjælpe dig til dette er her er 6 gode råd, der kan hjælpe dig med at fjerne dine blokeringer og dermed booste din kreativitet:

  • Følg din passion
    Spørg dig selv: Hvad brænder du for? Hvad banker dit hjerte for ? Hvad ville du elske at gøre, også hvis du ikke en gang fik penge for det? Hvad ville være dybt meningsfuldt for dig at gøre, fordi du dermed kunne gøre en forskel i verden?
  • Bliv ved med at dygtiggøre dig inden for dit felt
    Vær på udkig efter kurser, bøger, podcasts, youtube film, der går i dybden med det emne du interessere dig for. Også hvis du ikke har ret mange penge, findes der masser af muligheder online, som kan gøre dig klogere inden for dit felt. Vær også på udkig efter personer du ser som forbilleder. Opsøg de mennesker, som du ved du kan tale med, om lige præcis det du brænder for.
  • Vær nysgerrig og villig til at eksperimentere og fejle
    Du skal være åben for de muligheder der dukker op på din vej. Ofte, når vi begynder at fokuserer på noget begynder det at kommer til os, helt tilfældigt og nærmest af sig selv. Måske dukker der pludselig nye arbejdsopgaver eller jobmuligheder op. Grib dem, også selvom du tænker at de ligger over dit niveau. Du vil vokse med din opgave.
  • Vær modig og tag imod udfordrende projekter, selvom du kan være bange for om du er dygtig nok
    Just do it. Hav tillid til dig selv.
  • Lær dig selv at kende for at forstå, hvad der bedst understøtter din kreativitet
    Kender du dine styrkesider eller ved du hvad det er der motiverer dig mest. Er det fx at få idéer og at være i opstartsprocesser eller brænder du for det lange seje træk? Har du brug for struktur og faste rammer eller trives du bedst med frihed og fleksibilitet og den usikkerhed, der også ofte følger med? Tænk ikke, hvordan kan jeg skære mig selv til, så jeg passer i en given ramme, men hvordan kan jeg få rammen til at passe præcis til den jeg er.
  • Vær udholdende
    Ja, den kommer ingen nok uden om. Resultaterne kommer ikke fra den ene dag til den anden, men hvis du er på vej ud af den vej, der giver dit liv mening og mål, så får du også styrken til at udholde omveje og blindgyder. Gå tilbage til der hvor du drejede af forkert og start igen, hvis du kan mærke at energien og lysten er ved at forsvinde. Det er et sikkert tegn på, at du skal korrigere din retning.

Som den kendte surrealistiske spanske maler, Salvadore Dali, sagde: ”Vær ikke bange for perfektion – du vil alligevel aldrig opnå det”. Eller sagt med et andet citat, så husk på: ”Nogle gange er godt nok, helt perfekt”.

Mere om mig

Jeg håber dette lille indlæg har været inspirerende for dig og du er velkommen til at kontakte mig på bodilknutz@gmail.com, hvis du har brug for sparring eller hjælp til noget du sidder fast i. Indlægget har sit afsæt i min blog, ”Den kreative personlighed”, som du kan følge her. Samt facebooksiden lige her.

Derudover står jeg bag facebooksiden Bjert Yoga . Jeg underviser 2 dage om ugen i Bjert, og du kan via gruppen se hvornår og tilmelde dig. Både yoga og meditation er et stærkt og virkningsfuldt værktøj der kan gøre dig i stand til at styre dine tanker, så det ikke bliver dine negative tankemønstre der styrer dig, og danner de blokeringer der står i vejen for din kreativitet.