Haugård Retro og Design – ting, tøj og pigeaftener – med masser af sjæl

Her kan du læse historien om Haugård, om et helt unikt sted lige uden for Kolding og om, hvorfor stedet er et udflugtsmål og min personlige favorit butik.

Af Hanne Fevre

Jeg har besøgt stedet flere gange om året siden Marianne i 2009 åbnede en lille butik med anderledes brugskunst. Dengang hun var børnhaveklasselærer og solgte fairtrade varer fra hele verden som bibeskæftigelse.

I dag er butikken udvidet væsentligt, men med sikker stil. I det øjeblik, du træder indenfor, overvældes du af sanseindtryk og følelsen af, at komme ind i et unikt univers. Synet af et miks mellem nyt og gammelt, design og retro, sko og tøj. Dufte af friskbrygget kaffe, sæber og krydderier. Og så af Mariannes stemme. Den er nærmest en del af interiøret og en konstant lyd. Musik er overflødig. Marianne har meget på hjerte.

– Mit sted har en historie, og mine varer har deres historie, så jeg har altid noget på hjerte. Noget, at fortælle om. Retro afdelingen er den nyeste historie, men varerne bærer jo på deres egne, gamle historier. Det er snart 4 år siden vi udvidede butikken og vi udvidede åbningstiderne. I dag er jeg her på fuld tid, fortæller Marianne, mens hun går lidt rundt og retter på de fantastiske opstillinger i butikken.

Haugård ligger i smukke omgivelser ikke langt fra Harte ved Kolding. Butikken har et bredt, spændende og anderledes varesortiment.

Gården, hvor butikken har sin del af de gamle bygninger, er også hendes privatbolig. Sammen med sin mand, flyttede de midlertidigt til gården i 1991, for at tage sig af Mariannes svigerfar, da han mistede sin kone. Men de blev hængende hos svigerfar, som dengang solgte persiske tæpper fra maskinhallen, overtog gården, fik tre børn, dyrkede æbler og havde køer i stalden. I dag er svigerfar død, børnene flyttet hjemmefra og nu fylder butikken, samt de 500 m2 lager af retromøbler, det meste af både hendes tid og deres hjem.

– Prøv bare at se gulvet her. Det er de samme fliser, som dengang min svigerfar satte hallen i stand, så han kunne sælge tæpper. Eller den her lille figur, som er lavet af gamle vandrør. Jeg kan fortælle historier om det hele, og det lever jeg jo af, siger Marianne og smiler bredt med et tandsæt, der er en Colgate reklame værdig.

IMG_4270

I de forskellige længer udover butikken, finder du en masse spændende ting

IMG_4275

Modetøj fra Soulmate

Da butikken for 4 år siden blev udvidet, blev Haugård også eneforhandler i Kolding af dametøj fra Soulmate. I dag findes det også i et par andre butikker, men Marianne er den eneste i hele Soulmates historie, som kun har det ene mærke og hele kollektionen, selvom tøjet er på hylderne i 14 lande.

– Jeg får tit besøg af udenlandske sælgere, som gerne vil se min unikke butik, og de tager fotos med hjem som inspiration. Det er jeg da stolt af, og forklarer dem altid, at så skønne varer jo også fortjener, at have en butik helt for sig selv.

Men ”helt for sig selv” gælder kun for tøjet. Butikken bugner af varer. Møbler blandet med nips, lakrids, glaskunst, lamper, puder og alt derimellem. Her kan jeg altid finde en gave – til mig selv og til andre. Og jeg tager kun til Haugård, når jeg har rigtig god tid. Min strategi er, at jeg går en hurtig runde, skaber mig et overblik, og så går jeg en langsom runde og først da, beslutter jeg mig for, hvad der skal købes denne gang. Og det er hverken min købelyst eller butikkens udvalg, som sætter begrænsninger, men derimod min pengepung.

Mange af de kunder, der finder vej ud bag Harte til Haugård, bruger det som en oplevelsestur eller en udflugt for hele familien. Julegaveindkøb eller høstmarked, hvor der også sælges alt, hvad et æbleelskende hjerte begærer. Eller blot som inspirationstur, hvis et nyt hjem skal have et lille pift af interiør med sjæl.

Typisk går kvinderne til højre i butikken hen mod Soulmate stativerne eller de skønne sko fra Woden, mens mændene går til venstre mod retroafdelingen og kaffebryggeren. Hvis det foregår uden for butikkens åbningstid i et privat arrangement, disker Marianne også gerne op med kagebord eller sandwich.

IMG_4278

Marianne bag disken betjener en kunde. Med en del af Soulmate sortimentet i baggrunden.

IMG_4272

Hyggeaftener kun for piger

Flere gange om måneden er der desuden gæster på Haugård om aftenen. Marianne arrangerer gerne pigeaftener for lukkede grupper. Typisk er det foreninger, fødselsdage eller bare en flok tøser, som gerne vil shoppe, spise og hygge sig i anderledes omgivelser og helt for sig selv.

– Vi kan huse op til 25 personer på sådan en aften. Minimum er dog 8 personer, for at det kan løbe rundt for mig. Så betaler de 65 kroner pr. person for lidt tapas og drikkevarer, og så kan de handle i fred og ro med 10 % rabat. Værten kan oveni kvit og frit købe for 10 % af aftenens omsætning som tak. Selvom det giver lange arbejdsdage, så er jeg vild med pigeaftenerne, slutter Marianne.

Haugård arrangerer ofte selv pigeaftener, især når der er nye kollektioner på stativerne. Datoerne og tilmelding finder du på facebook her.

Min tid er udløbet. Skiltene skal ud til vejen, arbejdsdagen i gang, og en bil er allerede på vej ned ad grusvejen. Hunden løber logrende rundt på gårdspladsen af glæde over, at der kommer endnu en gæst. Marianne viser få minutter senere de nyeste varer frem for en fast kunde, mens hun fortæller flere historier.

IMG_4276

IMG_4271

Her finder du Haugaard

Adresse: Fynslundvej 1, 6000 Kolding

Web: www.haugård.com
Mail: marianne@pachai.dk
Telefon: 20 11 92 89

Åbningstider

Åbningstider:

Onsdag til fredag
11.00-17.00
Lørdag til søndag
10.00-16.00

Samt efter aftale.